Størrelse har betydning: båndene udvides til et stærkere Nordatlanten

Under 2021 Arctic Circle konferencen i Reykjavík, blev senior NORA-rådgiver Jákup Sørensen inviteret til at give sit perspektiv på fremtidige relationer i Nordatlanten.

Det er i år 25 år siden NORA blev grundlagt med det formål at inkludere, hvad der i dag er Norges tre nordligste fylker i, hvad der til da havde været et fællesskab af lande i det vestnordiske område – Island, Færøerne, Grønland. I dag er det en af organisationens primære aktiviteter at støtte projekter, der involverer partnere fra flere medlemmer.

Som et eksempel på indflydelse fra NORA’s arbejde beskrev Sørensen, hvordan samfund så geografisk fjerne som Qaqortoq, i det sydlige Grønland, og Vadsø, i det yderste nordøstlige Norge, har arbejdet sammen i forbindelse med projekter.

”Selv om der er en afstand på 3.500 kilometer, er de naboer, der kan se, at der er ting, som de kan samarbejde om,” siger han.

Dette er til dels muligt, fordi alle NORA’s medlemmer kan se havområdet, som de alle grænser op til, som ikke bare en barriere, men noget der forbinder dem og har givet dem fælles træk – og i en række tilfælde, de samme problemer.

Bevidste om at deres placering i den nordlige del af Nordatlanten placerer dets medlemmer i periferien af det nordiske område, har NORA selv fra starten søgt at dyrke båndene med deres nærmeste naboer, som de definerer som det østlige Canada, staten Maine i USA, Skotland og Skotlands nordlige øer, samt Irland.

Ved at gøre det, ifølge Sørensen, bliver landene mere indflydelsesrige, når nationale hovedstæder eller Bruxelles udøver, hvad han beskriver som ”metropolimperialisme” (tænk på EU, når de laver beslutninger, der har indflydelse på lande, der ikke er medlem, og som har indflydelse på det lokale stadie i disse områder).

”Vi ligger i periferien, og det betyder, at vi er tvunget til at se på verden med øjne styret af Bruxelles eller København,” sagde han. ”Hvad de beslutter påvirker os. For dem er de ting, de arbejder med, internationale forhold, men for os er det lokale spørgsmål, der berører vores levebrød eller traditionelle aktiviteter.”

På samme måde er forholdet mellem NORA’s medlemmer mere drevet af fælles interesser end af afstand, udvidede bånd mellem NORA og motiveret af en følelse af at blive overset at instanser højere op i det politiske system.

”Jeg tror, at vi er påvirket på samme måde af beslutninger, der træffes væk fra os, som de bliver i Maine eller i Orkneyøerne eller på Svalbard,” siger Sørensen. ”Vi har mange ting til fælles, og projekterne, som vi arbejder med sammen, tillader os at se på vores udfordringer gennem andres øjne.”

Når NORA henvender sig til en mulig partner, vil svaret, ifølge Sørensen, ofte afhænge af, hvor perifer, de opfatter sig selv. Hans arbejde med at skabe bånd i relativt velstillede Irland, forbliver for eksempel på det ”personlige plan”, mens Brexit i Skotland har skabt en større interesse blandt beslutningstagerne i forholdet mod nord.

Det er ligeledes hans erfaring, at jo længere ud i periferien af et land, NORA kommer, jo mere sandsynligt er det, at han møder interesse. Særligt hvis man tager den lille skala i betragtning for dets aktiviteter (for eksempel topper projektfinansiering med 500.000 danske kroner, eller omkring 50.000 pund om året.)

”Første gang vi tog til Edinburgh, bød de os en kop kaffe og lyttede høfligt, men 50.000 pund var ikke så meget for dem i den store sammenhæng. Så vi fortsatte til Inverness, til hovedkvarteret i Highlands og i Islands Enterprise. Og vi fortalte dem, hvad vi kunne tilbyde, og vi fik en kop kaffe – og en småkage. Så tog vi til Orkneyøerne, og der inviterede de os på middag som ”Wow! Vi kan gøre meget med 50.000 pund.”