Når man nævner sæl som biologisk ressource, vil mange tænke på inuitsamfundene i Nordamerika og Grønland.
Såvel traditionelt som i dag er sælen forbundet til inuitsamfundenes overlevelse. Men hvad man hurtigt glemmer, ifølge Andreas Hoffmann, er at sæler engang var en afgørende ressource for ikke-oprindelige samfund i hele den nordlige del af den Norden og det nordvestlige Rusland.
”For omkring 20 år siden var det i den Baltiske Bugt stadig normalt at sætte et sælhoved på en pæl foran din ejendom for at beskytte mod dårlige ånder.” sagde Hoffmann, forfatter og leder af organisationen med navnet Artic Culture Lab, på et panelmøde om den blå bioøkonomi delvist organiseret af NORA under 2021 Artic Circle konference.
Gennem hans arbejde med NORA-finansierede Sæl og det Kystsamiske projekt har Hoffmann afdækket en række forbindelser – fra stednavne i Norge og sagn i Island til brugen af sælskind til at fremstille sporran, den pung, der er del af det skotske højlands dragt – der bekræfter, at sælen længe var en ressource udenfor de inuitiske samfund.
”Det er en kliche at tro, at de er de eneste, der har brugt sæl,” siger han. ”Sæl var en del af kulturen i hele Nordatlanten.”
Sælens betydning falder først, da den vestlige indflydelse spreder sig ind i de indfødtes samfund, og i dag er den fuldstændig forsvundet takket være anti-sæl-kampagner, ifølge Hoffmann. Men i en verden, der i stigende grad genopdager værdien af lokale ressourcer, er sælen, siger han, et oplagt valg i de nordlige kystsamfund, pga. det store ernæringsmæssige indhold i sælkød og holdbarheden af deres skind.
”I Norge har folk tilladelse til at jage sæl, men ingen gør det. Så hvis du har hundredvis af sæler, der lever på din kyst, har du en ressource, der går til spilde.”
Uden at vide det var folk i Nordatlanten, der brugte sæl og andre maritime ressourcer til at overleve, en del af, hvad vi i dag kalder den blå bioøkonomi.
Og mens projekter som det Hoffmann startede, prøver at genoplive glemte traditionelle aktiviteter, forsøger andre at udvikle helt nye industrier baseret på områdets naturlige ressourcer.
Det måske mest kendte blandt disse – og indtil dags dato blandt de mest succesrige – er Ocean Rainforest. Grundlagt i 2010 med finansiering fra NORA dyrker og høster det færøsk-baserede firma tang, der først og fremmest anvendes som komponent i forbrugsprodukter og industrielle produkter.
Magni Arge, Ocean Rainforests formand, beskriver virksomheden som en ”bæredygtig og regenerativ” forretning, men forklarer, at dette ikke er det samme som at det ikke giver profit. Faktisk har Ocean Rainforest for nylig udvidet aktiviteterne i USA og identificeret potentielle placeringer i andre dele af verden, hvor tang kan høstes kommercielt.
Som et ungt firma i en fremkommende industri, er Ocean Rainforest stærkt afhængig af, at forskning og udvikling forfiner dets aktiviteter. Og dette, ifølge Anna Karlsdóttir, seniorforsker hos Nordregio, er et forskningsinstitut typisk for den måde moderne bioøkonomiske forretninger arbejder. Og det er nøjagtig den profil, der gør dem attraktive for yngre mennesker, der er interesseret i at bruge deres uddannelse i deres hjemegne.
Til dags dato er der ikke meget, der tyder på, at de nye, ikke-traditionelle forretningsaktiviteter kan spille en rolle i udviklingen af økonomier ifølge Karlsdóttir, men hun erkender, at hvis de ikke får succes, må de fokusere på at omdanne almindelige biologiske ressourcer fra havet til produkter af højere værdi. ”Vi mangler stadig at se, hvordan det ender,” siger hun, ”men der er betragtelige potentiale for jobskabelse.”
