Nordatlantisk Hackaton 2021


Nordatlantisk ungdomshackathon gav nye ideer til regionen

I weekenden 19-21. marts 2021 satte det virtuelle ungdomshackaton med titlen Think Rural, Think Digital, Think Ahead unge mennesker i alderen 18-25 år fra hele den nordatlantiske region stævne. Indenfor de to hovedtemaer ’Digital Helse’ og ’Rural Turisme’ skulle 11 teams med unge entreprenører i en spændende konkurrence i fællesskab komme op med innovative ideer til en bedre nordatlantisk region. Vinderne blev en digital helsecoach og en digital platform for bæredygtig turisme. De 31 deltagere blev delt i hold på op til fire personer som i løbet af 48 timer skulle finde en god idé, en løsning eller et produkt for den nordatlantiske region. Arrangementet blev organiseret af NORA, i samarbejde med Nordisk Ministerråd og partnere fra Skotland, Maine og Ontario.

Folkesundhed er vigtigt for alle samfund, og under Corona pandemien var dette en primær bekymring for beslutningstagere på højeste niveau. Derfor valgte hackathonet at sætte det ene spotlight på dette emne. Rurale samfund er ofte karakteriseret af lange afstande, lav befolkningstæthed, mangel på kvalificeret helsepersonel i nærområdet og en uligevægtig demografisk sammensætning. Disse faktorer lægger et pres på sundhedsydelserne, og kalder på innovative og fællesskabsorienterede løsninger. Det ene af hackathonets emner adresserede netop de sundhedsmæssige udfordringer som folk i Nordatlanten står over for, både under og efter pandemien. Fem af de deltagende hold valgte at arbejde med idéer indenfor dette emne.

Vinderidéen indenfor temaet Digital Helse handler om en app, som skal hjælpe mennesker med Irritabel tarmsyndrom (Irritable Bowel Syndrome) at identificere spisemønstre og madvarer at undgå, og dermed give gode råd til at holde symptomerne nede. Idéen blev udviklet af et hold bestående af deltagere fra Canada, Skotland og Norge. Juryens vurdering var, at denne løsning havde et meget brugercentreret design som personaliserer rådene og udvider brugen af digital teknologi. Det internationale hold vandt DKK 40.000 og et 12 ugers acceleratorprogram for videreudvikling af idéen.

Andenpladsen gik til til idéen Scan, Skin, Send som var udviklet af en skotsk deltager. Idéen går ud på at udvikle et online værktøj til at gøre det lettere og hurtigere at diagnosticere hudproblemer.

Tredjepladsen gik til idéen Frøya som var udviklet af et hold på tre fra Canada og Norge. Teamet havde udviklet en app som skal hjælpe gravide kvinder i rurale områder at få passende og rettidig rådgivning og hjælp i løbet af graviditeten.

Turisme er en væsentlig kilde til indkomst, jobs og kulturel udveksling i den nordatlantiske region. Under Corona-pandemien havde denne sektor det svært, og restriktionerne har haft betydelige økonomiske og sociale konsekvenser. Hackathonet valgte derfor at det ene tema i konkurrencen skulle fokusere på ideer, som kunne genoplive og forny turistindustrien efter pandemien, og samtidig gøre den mere modstandsdygtig og bæredygtig. En grøn og bæredygtig turistindustri er afgørende for, at Norden kan nå sit mål om at blive den mest bæredygtige og integrerede region i verden i 2030. Hackathon-deltagere blev opfordret til at komme med ideer, der havde potentiale til at skabe job – og især langsigtede job – i regionen. I denne kategori deltog seks internationale teams.

Vinderidéen indenfor temaet Rural Turisme handler om en digital platform for klimabevidste rejsende. Rural Roots Network er en digital platform som forbinder miljøbevidste forbrugere med rurale entreprenører som ønsker at bidrage til den grønne kurs. Brugerne af platformen kan vælge mellem en række kuponer for fremtidige rejser til rurale områder, og en andel af hvert salg investeres i initiativer indenfor klima i de områder, de rejser til. I mellemtiden vil forbrugeren kunne nyde håndværksvarer fra det aktuelle område, og selvfølgelig glæden ved at bidrage til områdets grønne kurs. Vinderidéen blev udviklet af et vinderteam med deltagere fra Skotland og Norge.  Holdet vandt DKK 40.000 og fik mulighed for at præsentere idéen på en konference for regenerativ turisme som blev holdt på Færøerne i oktober 2021.

Andenpladsen gik til idéen Rural Lights som var udviklet af et hold på tre fra Skotland og Norge. Med en app vil de forene grundejerinteresser og dem, som ønsker at bruge naturen til rekreative formål. Appen skal blandt andet styrke kommunikationen mellem interessegrupperne og mindske risiko for konflikter gennem uddannelse.

Tredjepladsen gik til idéen Loc8 som var udviklet af et hold på fire med deltagere fra Grønland og Skotland. Med en app vil de dyrke et mere gensidigt forhold mellem turister og lokalsamfund, hvor turisterne på en sjov måde kan efterlade et positivt og grønt aftryk på de steder som de besøger.

Det Nordatlantiske hackaton var starten på det som forhåbentlig resulterer i konkrete produkter og løsninger, til glæde for hele den Nordatlantiske region. Nu er det op til holdene selv fra de syv deltagerlandene Canada, USA, Island, Færøerne, Grønland, Norge og Skotland at tage fat i idéerne og videreudvikle dem.

Hackathonet var arrangeret af følgende partnere:

  • NORA
  • Den skotske regering
  • Highlands and Islands Enterprise (HIE)
  • University of New England (UNE)
  • Maine North Atlantic Development Office (MENADO)
  • Cooperation Council of Ontario (CCO)
  • Nordisk Ministerråd

For at se alle de 11 indsendte forslagene kan du klikke her: https://thinkrural.org/teams